Ferie i Frederikssund

Efterår på Selsø Slot

Kom til Selsø Slot i efterårsferien, hvor der er masser af aktiviteter for store som små. Museet har åbent alle dage – fra lørdag den 16. til søndag den 24. oktober klokken 11-16.

I kan gå på opdagelse på egen hånd i slottets mange rum med Findelegen. Undervejs kan I få den fantastiske landskabsudsigt helt tæt på gennem en kikkert, eller I kan tage en pause foran den hvide dames værelse og dykke ned i nogle spøgelseshistorier, som Skibby Bibliotek har fundet frem til lejligheden.

I kan også booke jer ind på en omvisning i børnehøjde (+6 år) med fortællinger om overtro og spøgelser. De afholdes hver dag klokken 12.30, og tilmelding er nødvendig (det koster alm entrépris + 20 kr. for voksne og 15 kr. for børn)

Cafeen er åben og der kan I købe noget at drikke, is og kage (vær opmærksom på, at cafeen kun modtager betaling med Mobile Pay eller kontanter).

Nationalpark Skjoldungernes Land har etableret en port med en grejbank lige uden for slottets mure. Her finder I bordebænkesæt til madpakkespisning, bålplads, diverse grej, informationsmaterialer og opgaver for børn.

Har du lyst til at prøve kræfter med udelivet kan du tilmelde dig onsdagens program, hvor du kan skyde med bue og pil og prøve at partere en fasan, som dernæst skal grilles over bålet og spises.

Så der er alle mulige gode grunde til at planlægge en tur til Selsø i efterårsferien! 

Selsø Slot set lidt væk fra med masser af natur omkring. Foto: Nationalpark Skjoldungernes Land