Ferie i Frederikssund

Overtro og spøgelseshistorie

Kom indenfor på Selsø Slot og bliv ført 200 år tilbage i tiden. Tag med på en guidet tur med de små gennem de smukke rum på Selsø Slot. Gamle fortællinger om stedet og dets tidligere beboere vækkes til live i Riddersalen og kælderkøkkenet.

Selsø kendes af mange som ”Spøgelsesslottet”, og måske har du også hørt om den hvide dame, som huserer her? På omvisningen kan I høre om noget af det, som folk, især på landet, troede på i gamle dage – det man kalder folketro, men som du måske kender som overtro. Folketroen hjalp folk før i tiden med at forklare ting eller hændelser, som ikke helt var til at forklare. Der var flere uudforskede steder i Danmark, og inden vi fik elektrisk lys i landet, var der også meget mørkt om aftenen og natten. De fleste folk holdt sig indendøre, når mørket faldt på, og passede på med at ikke gå for langt ind i de dybe skove. Ude i naturen fandtes væsner af forskellig slags, som kunne være farlige og lumske, men til tider også kunne være hjælpsomme. Tør du gå med?

Max antal pr. omvisning: 25 personer. Varighed ca. 30 minutter.

Målgruppe: For børn og barnlige sjæle.

Dato: Hver onsdag i sommerferien – 30. juni, 7. juli, 14. juli, 21. juli, 28. juli, 4. august

Tid: Klokken 12-12:30.

Sted: Herregårdsmuseet Selsø Slot. Parkering ved Selsø Kirke, Selsøvej 28.

Pris: Børn 30 kr. / voksne 70 kr. (inkl. entré til museet). Betales ved billetsalget i portbygningen ved Selsø Slot.

Tilmelding:  Tilmelding foregår via Nationalpark Skjoldungernes Lands hjemmeside.

Læs mere her:www.selsoe.dk

Følg os her:www.facebook.com/selsoeslot